Den 1 Søndag i Advent var dagen, eller morgenen hvor jeg første gang turde at tage en gravidtetstest, jeg havde det lidt på fornemmelsen og tænke nu prøver jeg, selvom der var 1 dag til jeg skulle ha’ taget blodprøve. Og ganske rigtigt den var POSITIV jeg blev faktisk selv lidt rundt på gulvet, og tænkte hvad gør jeg, hopper jeg ind i sengen og fortæller Michael det eller venter jeg til vi er sikker på blodprøven?? Jeg har jo haft en positiv test 3 gange før, og jeg ved jo hvor glad man bliver hvor hurtig man kan blive ked af det igen.. Så kom jeg jo i tanke om jeg ville pakke den ind og gi’ ham den i adventsgave:)

Da’ han skulle pakke den op havde han ingen ide om hvad det var, for det første vendte den forkert og han troede det var en neglefil 🙂 Men da’ han fandt ud af det blev han simpelhen så glad og det var svært at holde tåre tilbage <3 det var nok noget af det sødeste. Jeg ville ønske jeg havde billeder af det, men jeg har en lille video som jeg nok vil dele med jer på Instagram.

Selvom vi blev rigtig glade, tænke vi stadig begge 2 “så langt så godt” og det sagde vi faktisk helt til uge 12, hver gang vi fik en scanning, var det med ordene “så langt så godt) til sidst blev vi enige om nu må vi stoppe med at sige det, for det første lyder det så negativt, men på den anden side viste vi jo også godt at det jo kunne gå galt, og det var nok vores måde at beskytte os selv på.

Men lige den dag den 1 Søndag i Advent var vi meget glade <3