Jeg har altid været den der har troede jeg kunne klare alt, helt uden problemer og uden hjælp fra andre end mig selv.. Men jeg må indrømme at det kan jeg simpelhen ikke mere.. Jeg tror ikke et menneske kan være mere udsat end jeg har været det sidste års tid.. og jeg kæmper stadig hver dag.
Alle i trofaste læser ved jo godt at jeg mistede min Far sidste år, og i mit sidste indlæg fortale jeg om jeg igen havde fået en dårlig nyhed, at en tæt på mig havde fået konstateret kræft og for det ikke skal være løgn var det denne gang min Mor.. prøv lige og forstille jer hvordan man kommer igennem sådan noget, og oven i var vi igang med en ny omgang fertilitetsbehandling inde på Trianglen, som helt gik i vasken.. ingen æg til tilbage lægning.. 14 forsøg er vi oppe på, 9 med æg udtagning (piger i ved hvad jeg taler om) det er simpelhen ikke for sarte sjæle. Og jeg forstår ikke hvordan jeg har været i stand til at gøre det så mange gange…
På det sidste har alt været meget svært, jeg prøver at holde modet oppe jeg har jo en klinik og mit foto jeg skal ha’ til at løbe rundt, har jo stadig regninger som skal betales, og faste kunder som jeg ikke føler jeg kan eller vil svigte, selvom jeg helst ville rejse væk et lille stykke tid..
Men på det sidste har jeg har haft noget angst anfald, angst over miste dem jeg holder af, angst over jeg måske er alene tilbage og jeg mister hele min familie, angst over jeg kommer hjem en dag og finder Angel død (min hund) det kan komme helt ud af den blå luft.. Jeg prøver at fokuser på at trække vejret dybt en del gange, nogle gange forsvinder det hurtigt andre gange ender det ud det store tudetur.. Jeg tror det er meget normalt, efter alt det jeg har været igennem og det hele er en proteses jeg prøver at komme igennem…
Vil lige skynde mig og sige jeg heldigvis stadig har min Mor, hun er lige blevet opereret og har det okay, trods omstændigheden <3